Cradle Mountain - Waterfall Hut
Hvilket eventyr vi har begivet os ud på her! Først skal vi ad en stejl sti op på plateauet. Her nyder vi frokosten med udsigt til det spektakulære Cradle Mountain.
Oppe på plateauet vandrer vi gennem græs- og mostuer. Omkring os rager massive klippeblokke op Ind imellem krydser vi en lille kilde. Meget af tiden går vi på træfortorve, som er blevet bygget for at beskytte vegetationen, så det går relativt nemt med at komme frem. Den sidste nedstigning ned til the Waterfall Hut er dog hård for knæene og forgår i et tempo, nogle ville kalde meget langsomt.
Så er vi fremme ved hytten, og her bliver vi budt velkommen af en ranger og en familie, som arbejder som voluntører i området. Imponerende, at deres tre ikke ret gamle døtre har klaret turen op til hytten. Vi kan vælge at bo i hytten eller i vores telt. Da der lader til at være god plads i hytten vælger vi en nat indendørs - første nat meget længe under et rigtigt tag!
Waterfall Hut - Windermere Hut
Næste morgen er formen fin - ingen ømme muskler, blot en anelse søvnig efter en nat med skiftende snorkelyde. Vejret er slået om. Det regner vandret. Den ene side af os er sjaskvåd, mens den anden er helt tør pga. den hårde blæst. Skyerne har pakket bjergene helt ind, så vi kan ikke se så meget, men når de engang imellem letter, er det nærmest magisk. I et glimt ser vi, at vi er omgivet af de smukkeste bjergsøer - men det meste af tiden er vi omgivet af en tæt dis.
Vi er hurtigt fremme ved næste hytte. Når der ikke rigtig er nogle 'photo oppotunities' kommer man noget hurtigere frem. Vi finder en plads i den hyggelige Windermere Hut og nyder frokosten og eftermiddagen i selskab med nogle festlige franskemænd.
Windermere Hut - Pelion Hut
I dag skinner solen fra en skyfri himmel. Tænk at vejret kan skifte så drastisk på en nat! Og vores fysiske form er også blevet bedre siden første dag, så det går bare derudaf gennem de smukkeste landskaber.
Nogle steder er lidt svære. Der er mange rødder og store sten, og nogle steder er det ret stejlt. Men med lidt påpasselighed går det fint. Men så klapper fælden: På et ellers nemt stykke træder jeg forkert. Jeg skulle lige se, om der var et sted at samle vand, og så fik jeg ikke kigget, hvor trådte. En trærod stak ud og skubbede til foden, så jeg landede på siden af den i stedet for på fodsålen. Av, av, av, for satan, hvor gør det ondt! Vi finder en bæk, hvor jeg kan få foden i vandet, og efter at have sidet der lidt, føles foden okay. Støvlen bliver strammet godt ind, og så kan vi gå det sidste lille stykke til næste hytte. Her er humøret og energien i top, så jeg får renset noget vandet, skyldet noget tøj og vasket mig lidt med de forhåndenværende midler. Men så gør det pludselig ondt i foden igen. Efter at jeg har skiftet støvlerne ud med klipklappere har det åbenbart alligevel været for hård kost for foden, så nu gør den ondt igen - rigtig ondt. Jeg kan faktisk ikke rigtig støtte på den, og det er jo ikke så heldigt, når man er på vandretur.
Hviledag i the Pelion Hut
Næste morgen er det lidt bedre, men det er helt urealistisk at gå videre, så vi beslutter os for at bliver i hytten en ekstra dag. Det er ikke noget problem, bortset fra at vi ikke har taget mad med til ekstra dage, så vi må rationere i den allerede noget sparsomme menu. Det viser sig, at jeg ikke er den eneste 'syge'. Pete, som vi startede ud sammen med, har fået problemer med maven, så han og hans rejsefælder, Bob og Andrea, bliver også i hytten en ekstra dag. Det er mægtig hyggeligt med lidt selskab. Hvis det ikke havde været for vores alt for lille madration, havde det bare været alletiders at hænge ud i den komfortable hytte i nogle dage og nyde den spektakulære udsigt fra terassen.
Pelion Hut - Kia Ora Hut
Næste dag gør det stadig ondt, men med en stram støvle, og en næsten tom rygsæk (stakkels Henrik må bære det hele) går det an. Og vi er nødt til at forsætte, hvis vi vil have bare nogenlunde madrationer. Og afsted det går. Trin for trin, op ad bakke og ned ad bakke. Henrik har lavet en vandrestav til mig, og den bliver brugt flittigt. Vigtigst er, at foden holdes lige, men det kan også være svært, når stien omdannes til et spor af rødder, og der skal krydses bække ved brug af svæve trædesten. Heldigvis er der store stykker med plankefortorv. Efter 8-9 timer er vi fremme ved hytten. Man får meget opmærksomhed, når man sådan er skadet, så vi bliver budt velkommen med hurra-råb og 'well, done'. Det er en lettelse at kunne kravle ned i den nærliggende bæk og køle foden og vaske sig. Og heldigvis viser min skræk for, at foden skal begynde at gøre meget ondt igen, sig at være ubegrundet. Det går kun fremad:-)
Jeg får ikke selv set så meget andet en stien den dag, men heldigvis har Henrik god tid til at tage en masse smukke billeder.
Kia Ora Hut - Bert Nicolsons Hut
Hvilken herlig morgen! Foden gør meget mindre ondt, jeg kan sågar gå i klipklappere. Og temperaturen er lige tilpas. Det regner en lille smule, men det er bare forfriskende. Med stor optimisme men også stor forsigtighed begiver vi os ud på dagens rute. Og snart er vi omgivet af tæt skov.
Med det langsomme tempo er der god tid til at studere detaljerne.
Bert Nicolsons Hut - Lake St Clair
En dag i overmodets tegn! Vi vandrer derudaf fra den tidlige morgenstund gennem noget mindre spændende eucalyptus-skov og allerede ved 12-tiden er vi fremme ved den nordlige ende af Lake St Clair, hvor man kan afslutte turen ved at tage en båd resten af vejen. Og da jeg fik ondt i foden, blev det vores plan at tage båden det sidste stykke. Men i dag går det forryggende. Foden giver kun problemer, når jeg træder lidt uheldigt.
Efter lidt betænkningstid siger vi farvel til vores rejsefælder, som skal med båden, og vandrer videre til næste hytte ved Echo Point ca 6 km væk, og allerhelst alle 16 km ned langs søen til rutens slutning. Turen går gennem en rigtig troldeskov. Store mosbegroede træer med kæmpe rødder, som man skal klatre op og ned ad.
Hytten ved Echo Point ligger meget smukt inde i troldeskoven med en mole ud i søen. Klokken er allerede 15 og benene er trætte, så meget taler for at blive her, men udsigten til at afslutte vores tur trækker mere. Vi har kun en enkelt pose couscous tilbage, men vi drømmer om store mængder pasta med tomatsovs, som venter os i bilen. Og hytten er meget lille og allerede boet af en gruppe søde men også ret højlydte kinesere. Så i et øjebliks overmod beslutter vi os for at gå videre.
Og vi går og går og går gennem troldeskoven med alle dens rødder og væltede træstammer. Det går langsomt, og langsommere og langsommere. En gang imellem gør vi et lille holdt. Først ryger den sidste wrap med peanut butter. Så ryger den sidste chokolade. Hver gang vi spiser lidt, går benene mere energi. Aldrig før har jeg oplevet så direkte en forbindelse mellem mund og ben. Der bliver tanket lidt, og så kører bussen igen.
Da vi langt om længe nærmer os endestationen, bliver vi mødt af et skilt, som fortæller os, at det tager 5 km at gå til der ved båden, hvor vi sagde farvel til vores rejse fælder - det har taget os 8 timer! Hvis vi havde haft en sprittusch, havde vi rettet i det.
Og så er vi endelig fremme til en bush-camping plads ca 10 minutter før, der hvor vores bil holder. Og vi orker ikke at gå et skridt mere. Vi orker ikke engang at koge vores sidste pose couscous. Vi vrandrede alle de ekstra kilometer med duften af tomatsovs i næseborene, og nu tænker vi bare på at komme ind i teltet og sove. Hvilket anti-klimax af en afslutning på vores store færd gennem vildnæsset. Men pyt, næste morgen vågner vi til udsigten af den smukke Lake St Clair. Og vi klarede det! Jeg kan ikke huske, at jeg har prøvet noget før, der var så hårdt. Og det var nok ret dumt, det hele taget i betragtning. Men det lykkedes.
